Østre Landsret omgør Sø-og Handelsrettens dom i principiel sag om markedsføring og salg af lægemidler

Den 15. december 2021 har Østre Landsret afsagt dom i en sag imellem Glenmark Pharmaceuticals Nordic AB og Celon Pharma på den ene side og Orifarm A/S på den anden side.

Landsretten konkluderede, modsat Sø- og Handelsretten, at Orifarm ikke havde handlet i strid med markedsføringsloven i deres markedsføring og salg af det parallelimporterede og ompakkede lægemiddel (Salmex Orirfarm). Landsretten lagde vægt på, at Orifarm ikke havde udvist illoyal adfærd over for Glenmark, og at Orifarms dispositioner ikke var foretaget med henblik på at fortrænge Glenmark fra markedet.

Den anden del af tvisten relaterede sig til påståede varemærkekrænkelser vedrørende parallelimporten og salget af Salmex Orifarm. Østre Landsret fandt, at Orifarm havde givet varemærkeindehaveren (Celon Pharma) en rimelig frist, i overensstemmelse med de principper EU-Domstolen har fastsat, vedrørende den tilsigtede parallelimport, markedsføring og salg af Salmex Orifarm, og at det heller ikke var en varemærkekrænkelse, at Orifarm ikke havde givet indehaveren af den danske markedsføringstillaldelse, Glenmark, en selvstændig underretning om den tilsigtede markedsføring.

Selve ompakningen af de parallelimporterede lægemidler var også udført i overensstemmelse med varemærkeloven, da den hverken ville skade produktets originaltilstand, varemærket Salmex eller varemærkeindehaverens omdømme.

Orifarm blev dermed frifundet, og fik tilkendt sagsomkostninger i overensstemmelse med de særlige satser for IP-retssager, der er fastsat i Retshåndhævelsesdirektivet.

Orifarm var repræsenteret af BUGGE VALENTIN.

Østre Landsrets dom kan læses her.